Koncert med højskolesange

Lad Hjertet Tale spiller egne fortolkninger af sange fra Højskolesangbogen og tager publikum med på en skøn rejse med fortællinger om sange, digtere og komponister, som står vores hjerter nær, og som har en særlig plads i den danske folkesjæl, vores fælles kultur og historie.

Kommende Koncerter

Få besked når vi spiller i nærheden af dig

Anmeldelser

5/5

"En koncert ud over det sædvanlige"

“Tirsdag den 26. oktober var det en festaften, hvor man kunne opleve en koncert udover det sædvanlige. En koncert der fortjente en større sal og mange flere tilhørere. Duoen som kalder sig Lad hjertet tale , talte virkelig til ører og hjerter! Et særlig højdepunkt var “Man binder os på mund og hånd” som Poul Henningsen har skrevet som en slags protest og frihedssang. Den blev fremført så godt, at det virkelig var en stor oplevelse. Vi må håbe at duoen vil give muligheder for at mange andre hører dem!”

Arne Jensen, Vester Skerninge

5/5

"En oplevelse man kunne unde alle"

“Lad Hjertet Tale, gav torsdag den 16. september koncert i Toftlund Kirke og med afsæt i det gamle ordsprog; Hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med, må man sige at de gav en forrygende koncert der fra starten fangede publikum. Musikken er skøn og de er dygtige til at fortælle om salmerne og sangene fra Højskolesangbogen. Gruppen får min varme anbefaling. En oplevelse man kunne unde alle.”

Marianne Holm Zeuthen, Sognepræst, Toftlund Kirke

Fortolkninger og fortællinger
fra Højskolesangbogen

Lad Hjertet Tale er en duo, som med afsæt i stor kærlighed til Højskolesangbogen, leverer en koncertoplevelse med fortolkninger af de største klassikere fra den danske sangskat. Undervejs krydres med anekdoter om sangene og deres historiske, kulturelle, åndelige og ikke mindst personlige betydning.

Højskolesangbogens indhold har formet sig over snart 170 år. Det betyder, at den i dag rummer en uvurderlig samling af gamle og nye sange, som betyder meget for rigtig mange af os. Det er sange vi kender fra barndommen, skolen, kirkerne, højskolerne, forsamlingshusene, foreningerne og fra livets store begivenheder.

En koncert med Lad Hjertet Tale er en musikalsk genopdagelse af sange, som på hver deres måde afspejler vores danske kultur, historie og mentalitet – og hvis indhold for mange er en hjertesag.

Om Lad Hjertet Tale

Niels Brostrøm Overgaard på klaver, blæseinstrumenter og sang.
Niels begyndte på musikken som 7-årig og har spillet i Danehofgarden i Nyborg og senere i forskellige bands i det århusianske musikmiljø. Niels har bl.a. studeret musikvidenskab på Karlsuniversitetet i Prag og arbejder i dag som sognepræst, hvor han også inddrager musikken i sit arbejde med konfirmander og med at komponere musik til nye salmer.

Mikkel Juel Hansen på guitar og sang.
Mikkel begyndte at spille tværfløjte som 9-årig, men efter et par år trak guitaren mere i ham. Han modtog undervisning i klassisk guitar i nogle år og begyndte i teenageårene at synge og spille rockmusik med vennerne. Det er blevet til mange år i forskellige bands, hvor der er blevet spillet til et hav af fester. Mikkel arbejder med kommunikation og formidling og som solomusiker og DJ.

Lad Hjertet Tale kan bookes til kirkekoncerter, foreningsarrangementer, skolekoncerter, sognehuse, forsamlingshuse, biblioteker, kulturinstitutioner, spillesteder, cafeer og hvor der ellers måtte være hjerte- og lytterum. 

En koncert består typisk af 2 x 50 minutters optræden med en pause imellem, men kan naturligvis tilrettelægges efter jeres arrangement.

download

Herunder kan du downloade billeder, beskrivelse m.v. 
Hvis noget mangler, så kontakt os på booking@ladhjertettale.dk 

Kontakt

Kontakt os via kontaktformularen, 
skriv til booking@ladhjertettale.dk
eller ring på 31 71 56 76